Håndbog om sikringsarmaturer

Håndbog om sikringsarmaturer

Væskekategorier iht. DIN EN 1717 og passende sikringsanordninger

Korrekt vurdering af risici og forhindring af tilbagestrømning

Opretholdelse af drikkevandskvaliteten – fra levering fra forsyningsselskabet frem til aftapningsstedet – er ikke begrænset til temperaturopretholdelse og forskriftsmæssig drift. I samme udstrækning kan mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger resultere i en mikrobiel eller kemisk forurening af drikkevandet.

Opretholdelse af drikkevandskvaliteten

Tilslutning til eksterne systemer

Drikkevandsinstallationer har som regel flere forbindelser til andre systemer med mere eller mindre sundhedsfarlige medier. Eksempler på dette er forbindelsen mellem varmt og koldt drikkevand eller forbindelsen mellem drikkevandet og varmeanlægget. Endvidere er der aftapningssteder som f.eks. kvægdrikketrug, der stiller særlige krav for tilslutning til drikkevandsinstallationen. Den danske drikkevandsforordning foreskriver, at en drikkevandsinstallation ikke må tilsluttes til anlæg, hvor der kan formodes at være ikke-drikkeligt vand, "uden en sikringsanordning, der overholder de almindeligt anerkendte tekniske regler". De tekniske forholdsregler til beskyttelse af vores "fødevare nummer et" er klart defineret i regulativerne. I den daglige praksis skal de krav, som defineres i regulativerne, anvendes under de lokale forhold, hvilket ofte skaber uklarheder. Der findes ingen sikringsanordning, der er egnet til alle installationer med lokale individuelle forhold, specifikke krav til vandkvalitet og til alle aftapningssteder. Fagmanden skal analysere og vurdere risikopotentialet under de konkrete installationsforhold og vælge en sikringsanordning, der opfylder de pågældende krav. Det kan være en kontraventil, en rørafbryder, en systemadskiller eller en sikkerhedsstation .

DIN EN 1717: Klassifikation af farer

Et afgørende kriterium for valg af sikringsanordning er beskaffenheden af den væske, hvis tilbagestrømning drikkevandet skal beskyttes mod. DIN EN 1717 og dens supplerende standard DIN 1988-100 klassificerer væskers egenskaber i fem kategorier.

Den efterfølgende definition af væskekategorierne i henhold til DIN EN 1717 beskriver risikoen for forurening af drikkevandet, som stiger i takt med kategorierne.

Definition af væskekategorier

Vand til menneskelig indtagelse, der tappes direkte fra en drikkevandsinstallation.

Væske der er egnet til menneskelig indtagelse og ikke udgør nogen risiko. Hertil hører også vand fra en drikkevandsinstallation, som kan udvise tegn på forandringer med hensyn til smag, lugt, farve eller temperatur (opvarmning eller afkøling).

Praktiske anvendelseseksempler:

  • Kaffe-/vanddispenser
  • Brugsvandsindløb
  • Drikkevandsopvarmningsanlæg

Væske, som på grund af tilstedeværelsen af et eller flere giftige eller særligt giftige stoffer udgør en sundhedsrisiko (afgrænsningen mellem kategori 3 og kategori 4 er LD50 = 200 mg/kg kropsvægt i henhold til EU-direktiv 93/21/EF af 27. april, 1993).

Praktiske anvendelseseksempler:

  • Vand i kombination med uspiselige, giftige stoffer
  • FROSTI®: Havevanding til privat brug

Væske, som på grund af tilstedeværelsen af et eller flere giftige eller særligt giftige stoffer eller en eller flere radioaktive, mutagene eller kræftfremkaldende substanser, udgør en sundhedsrisiko for mennesker.

Praktiske anvendelseseksempler:

  • Kemikalieblandeanordning f.eks. til desinfektionsmidler, gødning mv.
  • Påfyldningsanordning til varmeanlæg, vand med inhibitorer
  • Ikke-certificerede blødgøringssystemer højtryksrensere

Væsker der udgør en sundhedsfare for mennesker på grund af tilstedeværelsen af mikrobielle eller virale sygdomsfremkaldende faktorer (kontaminering, livsfare).

Praktiske anvendelseseksempler:

  • Underjordisk vanding/vandtilførsel
  • Anvendes i et mikrobiologisk laboratorium
  • Køletårne
  • Vand til kvægdrikketrug
  • Vandlegepladser
  • Rengøring på det zoologiske område

Menneskelig brug eller sundhedsfare?

Væsker, der er beregnet til menneskelig indtagelse og vand, der kun har ændret smag, lugt, farve eller temperatur, er klassificeret som kategori 1 eller 2. Væsker i kategori 1 eller 2 udgør i den forbindelse ingen risiko for den menneskelige sundhed. Væsker, der er sundhedsfarlige, placeres i kategori 3, 4 og 5.

Afgrænsning mellem væskekategori 3 og 4

Risici, der udgår fra stoffer (som regel kemikalier), er placeret i kategori 3 og 4. Der skelnes mellem kategori 3 og 4 på grundlag af den gennemsnitlige dødelige dosis LD50 og den gennemsnitlige dødelige koncentration LC50. Disse værdier er fastlagt for kemikalier ved hjælp af dyreforsøg og er angivet af producenterne i deres sikkerhedsdatablade. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en væske skal placeres i kategori 3 eller 4, er det tilrådeligt at vælge en sikkerhedsanordning til beskyttelse mod den højeste kategori 4. Radioaktive, mutagene eller kræftfremkaldende stoffer er udtrykkeligt placeret i kategori 4. Når det gælder væsker i kategori 5 udgår sundhedsrisikoen fra mikrobielle eller virale sygdomsfremkaldende faktorer. Den sundhedsrisiko, som udgår fra disse væsker, bør betragtes som værende lige så kritisk som risiciene ved væsker i kategori 3 og 4.

Væskekategori 5

Den højere klassificering for kategori 5 er begrundet i mikroorganismernes vækst. Mikroorganismer er nemlig i stand til at formere sig eksponentielt under gunstige vækstbetingelser. Det betyder, at en risiko der udgår fra en væske i kategori 5, kan tiltage over tid. I modsætning hertil er den risiko, der udgår fra væsker i kategori 3 og 4, konstant eller aftagende ved fortynding med vand. Den afgørende grund til at skelne kategori 3 og 4 fra kategori 5 er dog, at mikroorganismer i drikkevandsinstallationer via deres formering kan sprede sig retrogradt, dvs. imod flowretningen. Det stiller ganske særlige krav til beskyttelsen af drikkevandet mod væsker i kategori 5. Den højere klassificering i kategori 5 er derfor ikke direkte forbundet med en højere sundhedsrisiko, men derimod med risikoen for en negativ indvirkning på drikkevandskvaliteten imod flowretningen.

Hvad skal der tages hensyn til ved klassificering?

Ved klassificering af en væske skal der tages højde for, at eksterne forhold såsom forøgede omgivelsestemperaturer, ugunstige materialeegenskaber og uregelmæssigt flow kan give gunstige vækstbetingelser for mikroorganismer. Under løbende drift kan der således, på trods af en oprindelig risiko som ikke har mikrobiel oprindelse, opstå forhold, som nogle sikringsanordninger ikke beskytter tilstrækkeligt imod. Det er derfor vigtigt at udspørge operatøren af anlægget om de lokale brugs- og driftsforhold og at tage disse oplysninger med i betragtning ved valg af sikringsanordninger.

Afgrænsning af drikkevandsforordningens ansvarsområde

Ved anvendelse af en sikringsanordning mod væsker i kategori 3, 4 og 5, hører vandet på sikringsanordningens udløbsside ikke ind under drikkevandsforordningens ansvarsområde. Ifølge nedenstående figur er der ingen krav til eller grænseværdier for vandets kvalitet.

Alligevel kan vandet stadig anvendes som levnedsmiddel f.eks. på udgangssiden af en systemadskiller. Dette forudsætter dog ubetinget, at der også på udgangssiden af sikringsanordningen anvendes komponenter, som med hensyn til materialeegenskaber er egnede til anvendelse i drikkevandsinstallationer, og at en forskriftsmæssig drift overholdes.

Afgrænsning af drikkevandsforordningens ansvarsområde

Sikringsanordning i henhold til anerkendte tekniske forskrifter
Grønt område: Ansvarsområde for drikkevand
Rødt område: ikke længere ansvarlig for drikkevand

Forskellige funktionsprincipper til afsikring mod de forskellige væskekategorier

Til afsikring mod de fem væskekategorier finder der en række sikringsanordninger, der er baseret på forskellige funktionsprincipper.

Funktionsprincipper for afsikring

Væskekategori 2, 3 eller 4

Sikringsanordninger, der er godkendt til afsikring mod væskekategori 2, 3 eller 4, fungerer efter princippet om mekanisk adskillelse, og dette kan eventuelt suppleres med atmosfærisk adskillelse. Ved princippet om mekanisk adskillelse er udgangssiden af sikringsanordningen altid forbundet med dens indgangsside. Tætningsflader eller mekaniske komponenter skal forhindre tilbagestrømning fra udløbssiden til indløbssiden. På grund af mikroorganismernes ovenfor beskrevne evne til at udbrede sig retrogradt i drikkevandsinstallationen kan mekaniske separatorer blive overvundet. Sikringsanordninger, der udelukkende sikrer mekanisk adskillelse, er derfor uegnede til afsikring mod væsker i kategori 5.

Væskekategori 5

Til sikring mod væsker, der udgør en sundhedsfare for mennesker på grund af mikrobielle eller virale sygdomsfremkaldende faktorer, skal en fuldkommen atmosfærisk adskillelse til drikkevandet være sikret. Sikkerhedsstationer af typen AB til sikring af væskekategori 5 opfylder dette krav. Via en atmosfærisk adskillelse i en åben beholder sikres det, at der ikke opstår kontakt mellem drikkevand og ikke-drikkeligt vand i kategori 5. På grund af den konstante tilførsel af ilt, den uregelmæssige vandudveksling og det ujævne flow i disse beholdere, kan opretholdelse af drikkevandskvaliteten i henhold til den tyske drikkevandsforordning [1] ikke garanteres. Til aftapningssteder, hvor der skal anvendes vand til f.eks. vask af kroppen, er sådanne sikringsanordninger ikke tilladt.

De mest almindelige sikringsanordninger

De mest almindelige sikringsanordninger i DIN EN 1717 er kontraventiler af type EA, røradskillere af type CA, systemadskillere af type BA og frie udløb af type AA/AB.

Kontraventiler type EA

Kontraventiler type EA

Den integrerede afspærring med testpropper er en fast bestanddel i kontraventiler af type EA for at give mulighed for funktionstest af sikringsanordningen. Kontraventiler i det viste patrondesign tilbyder fordel af yderst lave åbningstryk i forhold til kontraventiler med andre udformninger. De anvendes til afsikring mod væsker i kategori 2.

Se mere om kontraventiler

Røradskillere type CA

Røradskillere type CA

Røradskillere af type CA er inddelt i tre trykzoner, hvor hver trykzone udviser et lavere tryk end den foranliggende trykzone i forhold til flowretningen. Disse trykzoner er adskilt fra hinanden ved hjælp af to kontraventiler. I den midterste trykzone er der placeret en aftapningsventil. Denne aftapningsventil åbner den midterste trykzone mod atmosfæren, senest når trykforskellen er nul over tilbagestrømningsventilens indløb. I dette tilfælde ledes vandet fra midterzonen ud i det tilsluttede afløb, hvorved ledningssystemet kortvarigt afbrydes. Uafhængigt af en vandaftapning lukker aftapningsventilen efterfølgende igen, så ledningssystemet altid er lukket i normal drift.

Se mere om røradskillere

Systemadskillere type BA

Systemadskillere type BA

En systemadskiller BA er opbygget på samme måde som en røradskiller CA, men den har en kontrollerbar midterzone. På figuren ser man, at den ligeledes er opdelt i tre trykzoner, hvortil der hver især er tilsluttet testventiler. Aftapningsventilen på systemadskiller BA åbner den midterste trykzone senest ved underskridelse af en trykforskel på 140 hPa mellem den forreste og midterste trykzone. Testventilernes formål i forbindelse med vedligeholdelse af systemadskiller BA er at kontrollere den forskriftsmæssige åbning af aftapningsventilen og adskillelsen af de tre trykzoner vha. et differenstrykmanometer. Til dette formål skal afspærringer være tilgængelige umiddelbart foran og efter systemadskiller BA.

Se mere om systemadskillere

Sikkerhedsstation med frit udløb af type AB

Sikkerhedsstation med frit luftgab af type AB

Den fuldstændige atmosfæriske adskillelse opnås i en såkaldt sikkerhedsstation ved hjælp af et frit luftgab af type AB. Vandet løber her ind i en beholder, som har et internt liggende overløb under vandtilslutningen. I tilfælde af tilbagestrømning bliver væsken i beholderen bortledet af dette overløb, således at det sikres, at denne ikke kommer i direkte kontakt med vandtilslutningen.

Se mere om sikkerhedsstationer

Vedligeholdelse af sikringsanordninger

Intet holder evigt! Og slet ikke uden vedligeholdelse!

Regelmæssig inspektion og vedligeholdelse er en forudsætning for, at tekniske enheder skal være permanent funktionsdygtige. Det gælder for en personbil og et varmeanlæg ligesom det gør for sikringsanordninger i drikkevandsinstallationen. I DIN EN 806-5[5] angives obligatoriske inspektions- og vedligeholdelsesforanstaltninger med tilsvarende intervaller for de forskellige sikringsanordninger. I den forbindelse fokuseres der primært på at kontrollere, om sikringsanordningen fungerer korrekt. Endvidere skal supplerende installationsdele såsom snavssamlere rengøres, og sikringsanordningens omgivende betingelser skal kontrolleres. For ud over en forringelse af beskyttelsen mod tilbagestrømning kan der også opstå kritiske driftstilstande pga. eksterne påvirkninger. Et illustrativt eksempel er sikringsanordninger med udtørrede vandlåse. Disse udgør en risiko for kimdannelser på grund af mikroorganismer, der indføres fra kloaksystemet via kloakgasser. Sådanne risici kan elimineres ved hjælp af en tilbagevendende kontrol af sikringsanordningerne udført af en specialist. Ellers har sikringsanordninger, der ikke har direkte indflydelse på komfortkriterierne og ikke observeres af operatøren dagligt, en tendens til at gå under radaren. Rådgiveren eller installatøren skal derfor gøre den driftsansvarlige for installationen opmærksom på behovet for eftersyn og vedligeholdelse af drikkevandsinstallationen og sikringsanordningerne. På grundlag af klart definerede forholdsregler og intervaller er der for den driftsansvarlige nemlig ikke meget plads til fortolkning.